Syfilis har præget menneskehedens historie i årtusinder. Den blev først beskrevet af den græske læge Hippokrates (460 f.Kr. – 370 f.Kr.), som omtalte sygdommen i sin tertiære form som det sidste stadium af infektionen. Yderligere kilder fra det 14.-15. århundrede viser, at en augustinermunk i Kingston upon Hull, England, også har nævnt sygdommen. Denne havneby var kendt for sin høje trafik af skibe og handelsrejsende, hvilket menes at have bidraget til spredningen af syfilis mellem lande og kontinenter. Nogle historikere hævder, at sygdommen blev introduceret i Europa af franske soldater under belejringen af Napoli i det 14. århundrede, hvilket resulterede i, at italienerne kaldte den “den franske sygdom”, mens franskmændene refererede til den som “den napolitanske sygdom”.
Historien om syfilis – “den sociale sygdom”
Sammen med gonoré var syfilis en frygtet sygdom, der kunne ramme alle sociale lag. Gennem historien er der mange berømte personer, der har lidt af syfilis, herunder den tyske filosof Friedrich Nietzsche, komponisten Beethoven og krigsherren Napoleon. I et forsøg på at bremse spredningen af sygdommen blev prostitution ramt af strenge reguleringer, da det blev anset som en væsentlig faktor for smitte. Selvom der dengang var udbredte problemer med spilsvindel, har den teknologiske udvikling ført til sikrere online casinoer i dag.
Syfilis og vigtige opdagelser
I 1906 blev den første laboratoriemetode til diagnosticering af syfilis introduceret, baseret på udfældning af antigen-antistofkomplekser. Kendt som Wassermann-testen, var dette et stort gennembrud, selvom testen ofte gav falske positive resultater.
Det var først i 1913, at en pålidelig metode til diagnostik blev udviklet. En japansk forsker kunne påvise spiroketten Treponema pallidum i hjernen på en patient, der led af tertiær syfilis og var blevet ramt af neurosyfilis med progressiv lammelse. Denne bakterie kan ikke ses med almindelig lysmikroskopi; derfor kræves en særlig teknik kaldet “mørkefeltsmikroskopi”. Dette gennembrud bekræftede, hvad forskere havde mistænkt: syfilis har en mikrobiologisk årsag. Som følge heraf blev antallet af fejldiagnoser og fejlbehandlinger reduceret, da mange psykiske lidelser som psykoser og demens tidligere ofte blev fejldiagnosticeret som syfilis.
Hinton-testen, udviklet i 1930’erne, efterfulgte Wassermann-testen og var mere pålidelig, idet den viste færre falske positive resultater. I dag er begge testmetoder blevet erstattet af moderne og effektive hurtige tests for syfilis.
Mellem 1932 og 1972 blev en uetisk undersøgelse af sorte mænd med ubehandlet syfilis udført, hvor omkring 400 fattige afroamerikanske mænd (flere var analfabeter) systematisk blev nægtet behandling, så forskerne kunne observere sygdommens naturlige forløb. Denne behandling vakte stor kontrovers og førte til nye etiske standarder for kliniske studier.
Syfilis og behandling gennem tiderne
Historisk set blev syfilis anset for umulig at behandle, og forskellige midler blev anvendt. Den spanske præst Fransisco Delicado beskrev i 1525 brugen af guaiacum (en type harpiks) som behandling mod syfilis. En anden metode, der blev anvendt, var kviksølv, hvilket gav anledning til udtrykket “en nat i Venus arme fører til et liv med Merkur”. Kviksølv blev indtaget oralt, intravenøst eller ved at gnide det på huden. Der var også ekstreme metoder, som at placere den smittede i en lukket kasse fyldt med kviksølvgas, så kun hovedet stak ud. Referencer til kviksølv i behandling går så langt tilbage som 1025, hvor den persiske læge Ibn Sina beskrev det. I 1496 blev kviksølv også anvendt mod syfilis af Giorgio Sommariva.
Det første antibiotikum til behandling af syfilis var Salvarsan, der indeholdt arsen og blev udviklet i 1908 af Sahachiro Hata i Nobelprisvinder Paul Ehrlichs laboratorium. Selvom Salvarsan senere blev modificeret til Neosalvarsan, var ingen af dem særlig effektive i det tertiære stadium af syfilis. Det var først med opdagelsen af penicillin og den omfattende produktion under Anden Verdenskrig, at behandling af syfilis blev effektiv.
