Syfilis har været en del af menneskets historie i flere årtusinder, og den blev først opdaget i antikken af den græske læge Hippokrates (460 f.Kr. – 370 f.Kr.). Han beskrev syfilis i tertiær form som det sidste stadie af sygdommen. Der har også været andre erindringer om sygdommen i senere tider af en augustinermunk, som levede i det 14.-15. århundrede i byen Kingston upon Hull i England. Dette var en havneby med en høj gennemstrømning af skibe og handelsrejsende, og det menes, at denne by spillede en vigtig rolle i spredningen af syfilis mellem lande og kontinenter. Nogle hhistorikere mener derimod, at syfilis først gjorde sit indtog hos de franske styrker, der omringede Napoli ved begyndelsen af det fjortende århundrede, og italienerne kaldte derfor sygdommen for den franske sygdom – i modsætning til franskmændene, der kaldte syfilis for den napolitanske sygdom.
Historien om syfilis – “den sociale sygdom”
Sammen med gonoré var syfilis en frygtet sygdom, der kunne ramme alle sociale lag og kredse. Der er mange berømte og historiske personer, der er blevet smittet af syfilis gennem tiderne , såsom den tyske filosof Friedrich Nietche, komponisten Beethoven og krigsherren Napoleon. Et af de første forsøg på at bekæmpe disse to var at slå ned på prostitution, fordi det var en vigtig grund til, at syfilis kunne spredes så hurtigt gennem samfundet. Det var også på dette tidspunkt, at spilsvindel var udbredt, men i dag har vi online casinoer, som er meget mere sikre.
Syfilis og vigtige opdagelser
I 1906 blev en laboratoriemetode til diagnosticering af sygdommen introduceret for første gang, baseret på udfældning af antigen-antistofkomplekser. Kaldet Wassermann-testen var det et stort gennembrud, selvom det ikke var helt pålideligt, da det ofte havde et falsk positivt resultat.
Det var først i 1913, at man fik en pålidelig måde at diagnosticere syfilis på, da en japansk forsker kunne påvise spiroketten Treponema pallidium i hjernen på en patient med tertiær syfilis, som havde udviklet sig til neurosyfilis med progressiv lammelse. Syfilisbakterien kan ikke ses med almindelig lysmikroskopi, og man skal bruge en særlig metode kaldet “mørkefeltsmikroskopi” for at visualisere den. Dette gennembrud beviste, hvad videnskabsmænd havde mistænkt i lang tid, nemlig at syfilis havde en mikrobiologisk årsag. Gennembruddet var med til at reducere antallet af fejldiagnosticeringer og fejlbehandlinger markant, da psykoser, demens og andre psykiske lidelser ofte var forårsaget af syfilis dengang.
Denne test blev efterfulgt af Hinton-testen, som blev udviklet i 1930’erne. Denne test var mere pålidelig og viste færre positive resultater end wassermann -testen. Begge disse tests er nu erstattet af moderne og effektive metoder, såsom hurtige tests for syfilis.
Mellem 1932 og 1972 blev der gennemført en undersøgelse af sorte mænd med ubehandlet syfilis, hvor omkring 400 fattige afroamerikanske mænd (mest analfabeter) systematisk blev undersøgt og nægtet behandling, så forskerne kunne observere sygdommens naturlige udvikling, dvs. sygdom udvikler sig selv uden behandling. Den uetiske behandling af denne gruppe patienter blev efterfølgende genstand for stor kontrovers og debat, hvilket resulterede i nye etiske retningslinjer for gennemførelse af kliniske studier.
Syfilis og behandling gennem tiderne
Syfilis blev anset for umuligt at behandle før, og flere midler er blevet brugt. Den spanske præst Fransisco Delicado beskrev i 1525, at guaiacum (en type harpiks) blev brugt til behandling mod syfilis. En anden velanvendt metode var kviksølv, der gav anledning til sætningen “en nat i Venus arme fører til et liv med Merkur” (Fra romertiden har planeten Merkur og kviksølv samme symbol, mens Venus var den romerske gudinde for kærlighed). Kviksølvet blev indtaget oralt, intravenøst eller ved at gnide det på huden. En anden metode var at “kurere” den smittede ved at placere den i en lukket kasse fyldt med kviksølvgas, så kun hovedet stak ud. Der er faktisk referencer til kviksølv så langt tilbage som 1025. hvor det er beskrevet af den persiske læge Ibn Sina. Det er også kendt, at Giorgio Sommariva brugte kviksølv mod syfilis i 1496.
Det første antibiotikum til behandling af syfilis indeholdt arsen og hed Salvarasan. Denne medicin blev udviklet i 1908 af Sahachiro Hata, mens han arbejdede i nobelprisvinderen Paul Ehrlichs laboratorium (kendt for opdagelser inden for kemoterapi). Salvarasan blev senere modificeret til Neosalvarasan, men ingen af stofferne var særlig effektive i det tertiære stadium af syfilis. Alle disse behandlingsformer blev til sidst udfaset ved opdagelsen af penicillin og den omfattende produktion af det under Anden Verdenskrig.
