Der er gjort store fremskridt i behandlingen af hiv siden sygdomsepidemien debuterede i begyndelsen af 1980’erne. På det tidspunkt levede patienterne ikke mere end et par år efter at være blevet smittet, men i dag er de i stand til at leve et langt og sundt liv med få symptomer på hiv , takket være udviklingen af moderne hiv-lægemidler. Disse lægemidler er på den anden side ikke en kur mod sygdommen, fordi patienten stadig vil have virussen inde i kroppen, og han eller hun kan stadig smitte andre gennem ubeskyttet sex og blodinfektion. Der er i øjeblikket fire hovedkategorier af antivirale lægemidler, der bruges i kombination med hinanden under behandlingen af HIV:
- Revers transkriptasehæmmere
- Proteasehæmmere
- Integrasehæmmere
- Fusionshæmmere
Medicin, der anvendes til behandling af HIV
De forskellige lægemidler angriber HIV-virussen gennem forskellige mekanismer og på forskellige stadier af sygdommen, men de har alle det til fælles, at de hæmmer virussens evne til at lave nye kopier af sig selv. Disse lægemidler vil derfor reducere virusniveauet og viral aktivitet, og kan dermed bremse udviklingen af sygdommen hos patienten.
Revers transkriptasehæmmere
Denne gruppe lægemidler virker ved at hæmme transkriptionsprocessen af RNA til DNA, hvilket simpelthen er, når virussen laver mange kopier af sit genetiske materiale. I denne proces bruger HIV-virussen enzymet revers transkriptase til at samle råmaterialer i form af nukleotider og nukleosider til nyt DNA. I moderne behandling af HIV stoppes virusets transkriptionsmaskineri enten ved at hæmme enzymet revers transkriptase direkte med såkaldte non-nucleosid reverse transcriptase inhibitors (NNRTIs), eller ved at bruge nukleosidanaloger, som er lægemidler, der ligner nukleosider. Disse nukleosid-lignende lægemidler er falske byggesten, som vil blive brugt af revers transkriptase til at bygge nyt, men defekt genetisk materiale, som ikke kan bruges til noget.
Proteasehæmmere
Proteasehæmmerne virker inde i de HIV-inficerede celler ved at blokere enzymet protease, som normalt skærer lange kæder af HIV-proteiner til mindre proteiner. Disse små proteiner er vigtige og essentielle dele af en færdig og funktionel HIV-virus, og bruges i moderne behandling af HIV for at stoppe dannelsen af nye viruspartikler.
Integrasehæmmere
Disse lægemidler virker inde i kernen af den HIV-inficerede celle ved at hæmme enzymet integrase, som HIV-virussen bruger til at integrere sit eget DNA i værtscellens genetiske materiale. Denne integration er en meget vigtig del af sygdomsprocessen, hvor HIV-virus gør værtscellen og patienten til en permanent bærer af sygdommen. I moderne behandling af HIV kan integrasehæmmere således bruges til at forhindre HIV-virussen i at sprede sig til andre celler i immunsystemet.
CCR5-hæmmere
Disse lægemidler blokerer særlige receptorer på cellemembranen i de hvide blodlegemer kaldet CCR5, og normalt er disse receptorer en vigtig del af immunsystemets funktion. Disse receptorer er også HIV-virusets vigtige indgang til de celler, de ønsker at angribe, og de bruger receptoren som et ankerpunkt til at trænge ind i cellen. CCR5-hæmmere virker ved at blokere disse receptorer, så HIV-virussen ikke kan binde sig til og trænge ind i målcellen.
Moderne tripperterapi i behandlingen af HIV
I moderne behandling af HIV er det almindeligt at kombinere forskellige grupper af HIV-lægemidler for at forhindre udvikling af lægemiddelresistens. HIV-virussen er kendetegnet ved, at den hele tiden ændrer sammensætningen af sit arvemateriale, så der er risiko for at udvikle udgaver af HIV, der er resistente over for et bestemt lægemiddel. Dette kan forebygges ved at bruge medicin med forskellige angrebspunkter på samme tid, så nyopståede resistente virusstammer forhindres i at udvikle sig og sprede sig yderligere. Denne strategi til behandling af HIV kaldes “HAART” (Highly active anti-retroviral therapy) eller triple therapy, og to forskellige typer anvendes med nukleosidanaloger og en proteasehæmmer. Udvælgelse og dosering af de forskellige lægemidler styres af mængden af virus i blodet, niveauet af CD4 + lymfocytter, hvor et lavt virusniveau er udtryk for lav viral aktivitet, mens tilstrækkelige niveauer af hvide blodlegemer repræsenterer en funktionel og resistent immunsystem. Det er vigtigt at være klar over, at selvom mængden af virus i blodet ved vellykket behandling af HIV vil være meget lav, vil patienten stadig være smitsom og vil teste positiv på en hurtig test for HIV.
Almindelige bivirkninger ved HIV-behandling
Det er almindeligt, at patienter, der får behandling for hiv, oplever bivirkninger i løbet af behandlingen, og disse aftager normalt med tiden. Bivirkningsprofilen varierer fra patient til patient, men almindelige klager omfatter normalt:
- Hovedpine
- Søvnproblemer
- Mavesmerter
- Generel følelse af ubehag
- Dårlig appetit
- Diarré
- Humørsvingninger
- Vægtøgning
- Diabetes
- Metabolisk syndrom
Det er ikke usædvanligt, at lægen og patienten prøver forskellige kombinationer af medicin, før de endelig finder en løsning, der giver færrest klager og den ønskede behandlingsrespons. Livsstil påvirker også, hvordan patienten reagerer på stofferne, så livsstilstiltag som fysisk aktivitet, rygestop, gode spisevaner og vægttab kan være med til at forebygge og reducere graden af de mest almindelige lidelser i behandlingen af hiv.
