Information om hurtige test for HIV

Information om hurtige test for HIV

Det er vigtigt, at personer i disse risikogrupper tester sig selv jævnligt med en hurtig test for hiv, da sygdommen ikke altid giver den smittede nogle klare eller entydige symptomer. Hiv er faktisk asymptomatisk hos en tredjedel af de smittede tidligt i forløbet, og sygdommen kan dermed svække immunforsvaret irreversibelt i lang tid, før det opdages og behandles. Denne periode kan hos nogle vare i flere år, så du udgør en mulig smitterisiko for andre. Vi anbefaler derfor, at alle personer i udsatte risikogrupper “screener” sig selv løbende med vores test for hiv, så de tidligt i forløbet kan fange en eventuel hiv-infektion. Du bør dog straks søge læge for en grundig lægeundersøgelse, hvis du har stærk mistanke om aktiv hiv-infektion eller symptomer, der indikerer aktiv sygdom.

Hvordan fungerer en hurtig test for hiv?

HIV er forårsaget af HIV-virus ( human immundefekt virus),  som overføres gennem ubeskyttet seksuel kontakt, blodforurening og fra mor til fødende barn. Virussen  dens struktur består af proteiner, der er specifikke og unikke for denne type virus, og kroppen danner antistoffer mod disse proteiner i et forsøg på at bekæmpe infektionen.  En HIV-test indeholder stoffer, der binder til disse antistoffer, når de opstår. Der udtages en lille dråbe blod fra patienten, og hvis personen har HIV-antistoffer i blodet – viser testen et positivt resultat! Der går dog et stykke tid, før kroppen er i stand til at lave tilstrækkelige mængder af antistoffer, der kan påvises ved en hurtig test hurtigtest for HIV eller gennem prøver for HIV i et laboratorium, og dermed vil din test have en nøjagtighed på 80 procent efter 3 uger og 100 procent efter 3 måneder siden antaget smittetidspunkt. Det betyder, at du med jævne mellemrum skal teste dig selv, hvis du er i en udsat risikogruppe, så en eventuel hiv-infektion fanges tidligt i forløbet af videre diagnostik og test for hiv.

Information om hurtige test for HIV

Hvordan udfører man en hiv-test derhjemme?

En hurtig test for HIV er en screeningstest, der påviser tilstedeværelsen af antistoffer mod HIV 1 og HIV 2 i blodet, og hele testproceduren tager mindre end 15 minutter.

Vores hurtige test for HIV har en enkel og hurtig testprocedure:

  1. Start testen ved at åbne den forseglede beholder langs kanten. Fjern testkassetten fra beholderen og llæg den på en flad, ren og tør overflade.
  2. Prøvemateriale opsamles ved at trække et par dråber blod fra pegefingeren med sprøjtens lancet, og dette dryppes på testkassettens testpude.
  3. Tilsæt et par dråber bufferopløsning.
  4. Vent på, at farvede striber vises. Læs resultatet efter 15 minutter.

Hvordan læser du resultatet fra en  test for hiv?

  • Negativ : Kun 1 pink stribe vil være synlig. Dette indikerer, at der ikke er nogen påviselig anti-HIV i blodet, der bruges til testen. 
  • Positivt: To lyserøde striber vil være synlige. Dette indikerer, at prøven indeholder en påviselig mængde anti-HIV, og derefter bør en læge kontaktes hurtigst muligt.
  • Ugyldig: Hvis ingen farvede striber er synlige, er dette en indikation af en mulig fejl i udførelsen af testen. Testen skal udføres en gang til med en ny og ubrugt testkassette.

Almindelige komplikationer af HIV og AIDS

Almindelige komplikationer af HIV og AIDS

HIV er en virus, der angriber de hvide blodlegemer, så immunforsvaret gradvist svækkes over tid. Det gør den smittede sårbar over for opportunistiske sygdomme, som er infektioner og tilstande, der normalt er ufarlige for mennesker med et normalt immunsystem. Disse sygdomme øges i forekomst og sværhedsgrad i takt med, at antallet af hvide blodlegemer falder, og når niveauet bliver lavt nok, vil man se komplikationer, der er så unikke for AIDS, at de kaldes AIDS-definerende sygdomme.

Almindelige komplikationer af HIV og AIDS

Opportunistiske sygdomme i HIV og AIDS

Almindelige infektioner med HIV

  • Tuberkulose er en af de mest almindelige opportunistiske infektioner i fattige lande og anses for at være den førende dødsårsag hos mennesker med slutstadiet af AIDS på verdensplan.
  • Cytomegalovirus er en undergruppe af herpesvirusfamilien og inficerer gennem kropsvæsker som spyt, blod, urin. sæd og modermælk. En betydelig del af samfundet er inficeret af denne virus, men hos de fleste mennesker vil virussen forblive i en inaktiv fase, hvor den ikke udgør nogen trussel. Når immunsystemet er svækket, som ved AIDS, kan virussen genaktiveres. Virussen kan så angribe øjnene, fordøjelsessystemet, lungerne og andre organer og derfra forårsage alvorlige komplikationer som blindhed og lungebetændelse.
  • Candidiasis er en svampeinfektion forårsaget af svampen Candida albicans, som lever i kontrolleret antal rundt om i kroppen. Denne mikrobe er normalt harmløs, men den kan blive aggressiv ved fremskreden HIV-sygdom. Det vil så give betændelse i slimhinderne i mund, tunge, spiserør og skede, som er karakteriseret ved en tyk og hvid belægning.
  • Cryptococcal meningitis er en form for meningitis forårsaget af svampen cryptococcus neoformans, og dette er også en forholdsvis ufarlig mikrobe, som normalt findes i jorden. Denne tilstand opstår, når svampen angriber membranerne og væskerne, der omgiver hjernen hos en immunkompromitteret person.
  • Toxoplasmose er en potentielt dødelig infektion forårsaget af parasitten Toxopasma gondi , som normalt inficerer mennesker gennem afføring fra udekatte. Denne infektion kan forårsage alvorlige komplikationer såsom blindhed og hjernebetændelse, hvis den inficerer en person med HIC eller AIDS.
  • Cryptosporidiose er forårsaget af en parasit, der angriber immunsystemet, og den overføres normalt til en sårbar person gennem forurenet drikkevand. Disse parasitter vokser inde i tarmene og galdegangene hos inficerede mennesker, hvor de vil forårsage alvorlig kronisk diarré.

Almindelige kræftformer hos mennesker med hiv og aids

  • Kaposis sarkom er en type kræft, der starter fra cellevæggen i blodkarrene, og den er forårsaget af HHV-8 ( human herpesvirus type 8). Denne virus er normalt i en inaktiv fase hos raske mennesker, da den holdes i skak af immunsystemet, men hos hiv-smittede er sygdommen meget almindelig. Denne form for kræft ses normalt som en lyserød, rød eller lilla læsion på huden eller slimhinden i munden, men hos mørkhudede mennesker vil mærkerne være brune eller sorte. Kaposis sarkom kan også forårsage komplikationer i organer, såsom tarme og lunger.
  • Lymfom er en kræftform, der opstår i lymfesystemets hvide blodlegemer, og den debuterer som en smertefri, elastisk, gummiagtig klump i lymfeknuderne omkring halsen, armhulerne eller lysken.

Andre komplikationer, der er almindelige med HIV

  • “Wasting-syndrom” betegner en tilstand med et tab på mindst 10 procent af kropsvægten inden for kort tid, og er ofte ledsaget af diarré, kronisk træthed og feber. I dag er denne komplikation heldigvis meget sjælden, og det kan højst sandsynligt tilskrives nutidens effektive behandlingsmuligheder.
  • Neurologiske komplikationer ses ofte i form af forvirring, hukommelsestab, depression, angst og gangbesvær, selvom hiv-virusset ikke angriber nervecellerne direkte. En af de mest almindelige neurologiske følgesygdomme, der ses som en fremskreden sygdom, er AIDS-demenskomplekset, som forårsager adfærdsændringer og nedsat kognitiv funktion.

Hvordan forebygger man komplikationer fra hiv og aids?

En patient, der er smittet med hiv, har en meget dårlig prognose, nedsat levetid og dårlig livskvalitet, men med effektiv behandling mod hiv kan denne patientgruppe leve et liv, der er nogenlunde det samme som mennesker uden hiv-smitte. Det er også vigtigt, at de smittede tager forholdsregler, hvis de arbejder i områder med høj eksponering for sygdomsfremkaldende mikrober, såsom skoler eller børnehaver. Det kan de gøre ved at indøve gode vaskerutiner, eller ved at bruge maske ved sygdomsudbrud. Det er også en fordel, hvis patienten deltager i sygdomsforebyggende arbejde, fx ved at opfordre personer i risikogrupper til at teste sig selv løbende med en hiv-hurtigtest.

Moderne behandling af HIV

Moderne behandling af HIV

Der er gjort store fremskridt i behandlingen af hiv siden sygdomsepidemien debuterede i begyndelsen af 1980’erne. På det tidspunkt levede patienterne ikke mere end et par år efter at være blevet smittet, men i dag er de i stand til at leve et langt og sundt liv med få symptomer på hiv , takket være udviklingen af moderne hiv-lægemidler. Disse lægemidler er på den anden side ikke en kur mod sygdommen, fordi patienten stadig vil have virussen inde i kroppen, og han eller hun kan stadig smitte andre gennem ubeskyttet sex og blodinfektion. Der er i øjeblikket fire hovedkategorier af antivirale lægemidler, der bruges i kombination med hinanden under behandlingen af HIV:

Medicin, der anvendes til behandling af HIV

De forskellige lægemidler angriber HIV-virussen gennem forskellige mekanismer og på forskellige stadier af sygdommen, men de har alle det til fælles, at de hæmmer virussens evne til at lave nye kopier af sig selv. Disse lægemidler vil derfor reducere virusniveauet og viral aktivitet, og kan dermed bremse udviklingen af sygdommen hos patienten.

HIV-medicinens angrebspunktRevers transkriptasehæmmere

Denne gruppe lægemidler virker ved at hæmme transkriptionsprocessen af RNA til DNA, hvilket simpelthen er, når virussen laver mange kopier af sit genetiske materiale. I denne proces bruger HIV-virussen enzymet revers transkriptase til at samle råmaterialer i form af nukleotider og nukleosider til nyt DNA. I moderne behandling af HIV stoppes virusets transkriptionsmaskineri enten ved at hæmme enzymet revers transkriptase direkte med såkaldte non-nucleosid reverse transcriptase inhibitors (NNRTIs), eller ved at bruge nukleosidanaloger, som er lægemidler, der ligner nukleosider. Disse nukleosid-lignende lægemidler er falske byggesten, som vil blive brugt af revers transkriptase til at bygge nyt, men defekt genetisk materiale, som ikke kan bruges til noget.

Proteasehæmmere

Proteasehæmmerne virker inde i de HIV-inficerede celler ved at blokere enzymet protease, som normalt skærer lange kæder af HIV-proteiner til mindre proteiner. Disse små proteiner er vigtige og essentielle dele af en færdig og funktionel HIV-virus, og bruges i moderne behandling af HIV for at stoppe dannelsen af nye viruspartikler.

Integrasehæmmere

Disse lægemidler virker inde i kernen af den HIV-inficerede celle ved at hæmme enzymet integrase, som HIV-virussen bruger til at integrere sit eget DNA i værtscellens genetiske materiale. Denne integration er en meget vigtig del af sygdomsprocessen, hvor HIV-virus gør værtscellen og patienten til en permanent bærer af sygdommen. I moderne behandling af HIV kan integrasehæmmere således bruges til at forhindre HIV-virussen i at sprede sig til andre celler i immunsystemet.

CCR5-hæmmere

Disse lægemidler blokerer særlige receptorer på cellemembranen i de hvide blodlegemer kaldet CCR5, og normalt er disse receptorer en vigtig del af immunsystemets funktion. Disse receptorer er også HIV-virusets vigtige indgang til de celler, de ønsker at angribe, og de bruger receptoren som et ankerpunkt til at trænge ind i cellen. CCR5-hæmmere virker ved at blokere disse receptorer, så HIV-virussen ikke kan binde sig til og trænge ind i målcellen.

Moderne behandling af HIV

Moderne tripperterapi i behandlingen af HIV

I moderne behandling af HIV er det almindeligt at kombinere forskellige grupper af HIV-lægemidler for at forhindre udvikling af lægemiddelresistens. HIV-virussen er kendetegnet ved, at den hele tiden ændrer sammensætningen af sit arvemateriale, så der er risiko for at udvikle udgaver af HIV, der er resistente over for et bestemt lægemiddel. Dette kan forebygges ved at bruge medicin med forskellige angrebspunkter på samme tid, så nyopståede resistente virusstammer forhindres i at udvikle sig og sprede sig yderligere. Denne strategi til behandling af HIV kaldes “HAART” (Highly active anti-retroviral therapy) eller triple therapy, og to forskellige typer anvendes med nukleosidanaloger og en proteasehæmmer. Udvælgelse og dosering af de forskellige lægemidler styres af mængden af virus i blodet, niveauet af CD4 + lymfocytter, hvor et lavt virusniveau er udtryk for lav viral aktivitet, mens tilstrækkelige niveauer af hvide blodlegemer repræsenterer en funktionel og resistent immunsystem. Det er vigtigt at være klar over, at selvom mængden af virus i blodet ved vellykket behandling af HIV vil være meget lav, vil patienten stadig være smitsom og vil teste positiv på en hurtig test for HIV.

HIV medicin

Almindelige bivirkninger ved HIV-behandling

Det er almindeligt, at patienter, der får behandling for hiv, oplever bivirkninger i løbet af behandlingen, og disse aftager normalt med tiden. Bivirkningsprofilen varierer fra patient til patient, men almindelige klager omfatter normalt:

  • Hovedpine
  • Søvnproblemer
  • Mavesmerter
  • Generel følelse af ubehag
  • Dårlig appetit
  • Diarré
  • Humørsvingninger
  • Vægtøgning
  • Diabetes
  • Metabolisk syndrom

Det er ikke usædvanligt, at lægen og patienten prøver forskellige kombinationer af medicin, før de endelig finder en løsning, der giver færrest klager og den ønskede behandlingsrespons. Livsstil påvirker også, hvordan patienten reagerer på stofferne, så livsstilstiltag som fysisk aktivitet, rygestop, gode spisevaner og vægttab kan være med til at forebygge og reducere graden af de mest almindelige lidelser i behandlingen af hiv.

HIV bivirkninger medicin

Tegn og symptomer på HIV og AIDS

Tegn og symptomer på HIV og AIDS

HIV er en meget alvorlig sygdom, der skyldes, at HIV-virus angriber kroppens immunsystem, så det gradvist bliver svækket og mere modtageligt for infektioner og andre sygdomsfremkaldende organismer. Denne sygdomsmekanisme former det kliniske billede af HIV og AIDS og resulterer i en lang række forskellige symptomer. Det er dog muligt at opdele en hiv-infektion i tre forskellige faser, som alle er karakteriseret ved et karakteristisk sygdomsbillede.

Tegn og symptomer på HIV og AIDS

Den første fase af HIV forårsager symptomer, der ligner kyssesygdom

HIVs første fase debuterer ca. 4 til 6 uger efter smittetidspunktet, og kaldes af fagfolk en primær infektion. I denne fase mobiliserer kroppens immunsystem et stærkt immunologisk respons mod HIV-vira, så det kliniske billede ligner det, der findes ved kyssesyge eller influenza:

  • Feber
  • Hovedpine
  • Hævede og ømme lymfeknuder
  • Diarré
  • Kvalme og opkast
  • Træthed
  • Muskelsvaghed
  • Smerter i muskler og led
  • Ondt i halsen
  • Rødt udslæt på overkroppen – ikke kløende

Dette første stadium af HIV varer normalt mellem en og to uger, og efter denne fase går patienten ind i den asymptomatiske periode, hvor han oplever en vis ubehag. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er en betydelig del af de smittede, som ikke oplever nogen af de ovennævnte symptomer. Det er derfor vigtigt, at alle, der har været udsat for smitterisiko, tester sig selv med en test for hiv.

Perioden uden symptomer – anden fase af HIV

Anden fase af hiv er en såkaldt latent periode, hvor patienten er fuldstændig symptomfri, og denne periode kan vare alt fra måneder til årtier. I denne fase vil hiv-viraene langsomt men sikkert dræbe immunsystemets hvide blodlegemer, hvilket på sigt vil gøre kroppen mindre modstandsdygtig over for infektioner og ondartede celleforandringer. Denne proces kan følges med blodprøver, der analyserer antallet af hvide blodlegemer af T-hjælpercelletypen. Disse vil gradvist falde til et vist niveau, hvor det siges, at patienten har nået tredje og sidste fase af HIV-infektion – nemlig AIDS.

AIDS – tredje og sidste fase

I denne fase ødelægges kroppens immunforsvar fuldstændig, så almindelige og i øvrigt harmløse mikroorganismer og påvirkninger kan være dødelige for patienten. Dette stadie giver derfor anledning til en lang række forskellige symptomer, og det er almindeligt at se følgende sygdomsbillede:

  • Konstant træthed
  • Hævede og ømme lymfeknuder i nakke- og lyskeregionen
  • Længere perioder med feber – mere end 10 dage
  • Nattesved
  • Pludselig og uforklarlig vægttab
  • Stakåndet
  • Alvorlig og langvarig diarré
  • Svampeinfektioner i mund, svælg eller skede
  • Blå mærker og blødninger

Der findes også såkaldte AIDS-definerende sygdomme, som typisk kun rammer patienter med AIDS og personer med undertrykt immunforsvar:

  • Pneumocystose – lungebetændelse forårsaget af svampen Pneumocystis jiroveci. Denne svampeinfektion er en af de mest karakteristiske AIDS-definerende sygdomme, og man vidste ikke, at den var sygdomsfremkaldende, før de første tilfælde af infektion med HIV kom i begyndelsen af 80’erne.
  • Karposis sarkom – en form for hudkræft karakteriseret ved reaktivering af en tidligere infektion med børnevirus HSV-8. Dette forårsager små lilla pletter, der dækker hele kroppen.
  • Toxoplasmose – Dette er en parasitisk infektion forårsaget af parasitten Toxoplasma gondi, som angriber hjernen, hjertet, lungerne og nethinden. Dette vil give symptomer i form af feber, muskelsvaghed, træthed, forvirring, epileptiske anfald, svimmelhed, blindhed og hovedpine. Der er en meget stor del af befolkningen, der bærer en inaktiv form af denne parasit i sig, og denne kan genaktiveres, hvis immunsystemet ikke er i stand til at holde det i skak.

HIV og AIDS

HIV og AIDS

Hvad er HIV og AIDS?

HIV er en virus, der spredes gennem seksuel kontakt og blod. Denne virus angriber kroppens immunsystem, så det gradvist bliver svækket og mere modtageligt for infektioner og andre sygdomme. AIDS er slutresultatet af en langvarig hiv-infektion, hvor immunforsvaret er fuldstændig svækket.

HIV og AIDS

Hvordan bliver man smittet med HIV?

HIV findes i bærerens kropsvæsker, hvor blod, sæd, skedesekret og modermælk indeholder nok virus til at overføre infektionen. De andre kropsvæsker som spyt og urin indeholder også vira, men ikke nok til at udgøre nogen særlig risiko for infektion.

Smitte gennem seksuel kontakt

Den mest almindelige smittemåde for HIV er seksuel kontakt, og virussen overføres, når kropsvæsker kommer i kontakt med slimhinder i skeden, urinrøret og endetarmen. Det betyder, at infektion kan opstå ved vaginal og analsex, hvor sidstnævnte er den form for sex, hvor smitterisikoen er størst. Det er kvinden, der har størst risiko for at blive smittet under heteroseksuelt samleje end omvendt, mens det også er den modtagende part, der har størst risiko, når mænd har sex med mænd.

Blodinfektion

HIV-virussen findes i store mængder i blodet, og spredes derfor i miljøer med sprøjtemisbrugere, hvor de deler sprøjter, kanyler og andet udstyr. Der er også mulighed for infektion fra blodtransfusioner, men denne risiko er nu elimineret på grund af grundig test af bloddonorer og varmebehandling af donorblodet.

Overførsel fra mor til barn

Der er risiko for, at hiv overføres fra mor til barn under graviditet, fødsel og amning. Denne risiko er ca. 30 %, men kan reduceres til 1 % ved antiviral behandling og ved at undgå amning.

Hvad er symptomerne på HIV og AIDS?

HIV er opdelt i faser, hvor den første fase kaldes en primær HIV-infektion. Den debuterer på ca. 50 – 70 % af alle, der bliver smittet, cirka 2 – 3 uger efter smitte. Disse symptomer varer normalt i 2-3 uger og kan ofte forveksles med influenza eller “kyssesyge”:

  • Feber
  • Ondt i halsen
  • Hævede lymfeknuder
  • Muskel- og ledsmerter
  • Udslæt

De inficerede vil føle sig helt raske efter den første fase er overstået, og mængden af virus vil til sidst stabilisere sig på et lavere niveau end ved primær infektion. Virusniveauet efter den primære fase afgør, hvor hurtigt sygdommen skrider frem, og et højt niveau er forbundet med en hurtigere sygdomsprogression. Sygdomsforløbet herfra er karakteriseret ved et gradvist nedsat immunforsvar med tilbagevendende virus-, bakterie-, svampe- og parasitinfektioner. Dette vil fortsætte, indtil kroppens immunsystem er væk, og dette stadie kaldes AIDS. Hyppigheden af sygdomsprogression hos personer med ubehandlet hiv varierer meget, og undersøgelser viser, at over 50 % er symptomfrie efter 10 år med sygdommen – mens andre udvikler AIDS efter blot 2 år.

Hvordan diagnosticeres HIV og AIDS?

Det tager normalt mindst 1 måned, før man kan påvise hiv-virus i blodet hos en person, der for nylig er blevet smittet, fordi man skal vente på, at der udvikles antistoffer og et tilstrækkeligt højt virusniveau. HIV-testene anses for meget pålidelige, men der er altid risiko for en såkaldt falsk positiv. Det betyder, at alle, der har fået en positiv test, skal følges op efter 6 uger for at tage endnu en test, før diagnosen kan stilles med 100 procent sikkerhed. I dag er det meget almindeligt, at sundhedscentrene tilbyder en såkaldt lyntest for hiv, så meget udsatte grupper undgår unødvendige og nervepirrende besøg. Sådan en hiv-test tilbydes kun i de største byer, men frygt ej – vores netbutik sælger dem, så du kan “screene” dig selv jævnligt.

Hvordan behandler man HIV og AIDS?

Der er ingen helbredende behandling for en HIV-infektion, men udviklingen af sygdommen kan forsinkes med moderne tredobbelt terapi. Den består af tre antivirale lægemidler, der gør det muligt for patienten at leve et næsten normalt liv uden mange problemer, fordi sygdommens udvikling reduceres betydeligt.

Hvordan mindsker du risikoen for at blive smittet med HIV?

Den vigtigste foranstaltning til at forhindre HIV-infektion er at udøve sikker sex med kondom under vaginalt, analt og oralt samleje. Dette er særligt relevant for udsatte grupper som f.eks fx mænd, der har sex med mænd. Sprøjtemisbrugere opfordres til ikke at dele sprøjter, spidser og andet udstyr med hinanden. Forebyggende behandling er tilgængelig for personer, der har mistanke om, at de for nylig har været udsat for infektion, og består af øjeblikkelig administration af en antiviral medicin kendt som PEP. Denne 4-ugers behandling reducerer risikoen for infektion betragteligt, så længe den gives inden for 48 timer efter det formodede smittetidspunkt.