HIV er en meget alvorlig sygdom, hvor immunforsvaret gradvist svækkes over tid, så den smittede bliver sårbar over for sygdomme, som ellers ikke er farlige for raske mennesker. Det er meget vigtigt, at infektion opdages i tide, så alvorlige komplikationer af fremskreden HIV kan forebygges , men for mange giver en infektion med virussen ingen som helst symptomer. Det er derfor vigtigt, at du tager en test, hvis du beskæftiger dig med risikable aktiviteter i en gruppe, hvor hiv forekommer hyppigt, eller hvis du har mistanke om, at du kan være blevet smittet.
Antistoffer danner grundlaget for al HIV-diagnostik
Kroppen vil danne antistoffer mod alle mikroorganismer, der har potentiale til at forårsage sygdom, selvom smittestoffet normalt er relativt ufarligt. Disse molekyler danner grundlag for diagnostik og test af mange infektionssygdomme, og det vil være muligt at påvise dem i blodet 3 – 4 uger efter, at man er blevet smittet med hiv. Et positivt resultat vil i den forbindelse betyde påviselige mængder af HIV-antistof i blodet, og dermed være udtryk for infektion, mens et negativt resultat vil være godt nyt for testpersonen. Der går dog noget tid, før niveauet af antistoffer i blodet er højt nok til, at de kan påvises med 100 procent sikkerhed, og man risikerer et såkaldt “falsk negativt testresultat”, hvis man tester sig selv for tidligt. En vigtig huskeregel er, at testene, uanset om de udføres på et hospital eller på lægekontoret, vil være 80 procent nøjagtige efter tre uger og 100 procent nøjagtige efter tre måneder. Perioden mellem smittetidspunktet og indtil der er gået tre måneder kaldes “vinduet”, og i denne periode risikerer du altid et falsk negativt resultat . Det er også i denne periode, man smitter, så potentialet for skade samfundsmæssigt er størst i denne tid. I løbet af denne tid skal du teste dig selv regelmæssigt med en hurtig test for hiv, samt praktisere sikker sex med kondom.
Hvordan udføres en HIV-test?
Procedurerne bag en hiv-test afhænger af, om du tager prøven hjemme eller på hospitalet, men i princippet starter den altid med testpersonens blod. Dette kan tages med en blodprøve fra armen (hospitalet), eller gennem et lille stik i fingeren som ved en hiv-test. På hospitalet vil prøvematerialet blive sendt til laboratoriet til videre analyse i form af ELISA og Western Blot. ELISA virker ved at påvise antistoffer mod hiv i blodet, på samme måde som en hurtig test for hiv, men forskellen er, at den kan sige noget om, hvor aggressiv infektionen er. Western-Blot registrerer proteiner og strukturelle komponenter mod HIV i blodet, men det er dyrere og tager længere tid at udføre, så det er ikke velegnet til almindelige mennesker, der gerne vil teste sig selv regelmæssigt. I stedet er den ret velegnet til spædbørn født af mødre med hiv, da nyfødte får deres mors antistoffer fra modermælken gennem amning. Det betyder, at spædbørn af mødre med hiv altid vil have et positivt resultat på en hiv-test, hvis man laver en hurtigtest eller ELISA, men Westernblotten, som påviser virale proteiner, vil derimod være særdeles velegnet til dette formål. .
